Jeg er forbandet! - Doomfist

Satya kom gående igennem de mørke gader, på vej imod sit hus. Hun havde lige drukket og hendes øjne glødede rødt... hun lukkede dem og tog en dyb indånding imens hun fokuserede på at få dem dunkle igen, skulle hun støde ind i nogen i løbet af turen. Imens hun gik, mærkede hun pludselig en underlig dunken. Hun åbnede forvirret øjnene, men dunken kom igen, stærkere og verden begyndte at svimle "hvad... foregår.." det blev for meget og Satyas krop gav op og faldt sammen på jorden.

Akande, der endnu engang havde været ude for at klare tankerne i den kolde natteluft, havde igen fundet at hans rute lagde vejen forbi Satyas kvarter. Denne gang var det ikke planlagt, blot den vej hans fødder tog ham, når han lod dem vælge vejen. Han skulle til at vende tilbage mod sin borg, da han hørte en lyd. Han drejede mod den lige tids nok til at se en kvinde falde sammen på jorden. Hurtigt var han henne ved hende!

Satya havde det for første gang i 100 år som om hun 'vågnede' ... hun kæmpede med de tunge øjenlåg og hendes krop føltes tung og svag..

Akanda knælede ned ved siden af den faldne kvinde og så overraskede på hende, det var jo frøken Vaswani! Han rynkede brynene og samlede hende nænsomt op, "Er De ok, frøken?"

Satya blev alarmeret da nogen rørte hende og talte til hende! Hun fik kæmpet øjnene op og genkendte til sin overraskelse Hr. Ogundimu. "Jeg.. har det fint" prøvede hun at sige, mens ordene sad lidt fast i halsen og kom ud i en spæd hvisken.

Akande rynkede brynene og holdt hende forsigtigt, "De virker ikke rask" sagde han, "... Og De er helt kold" han begyndte bestemt at gå, "De har brug for ro og varme"

Satya prøvede at protesterede, men hendes krop nægtede at lystre "jeg er blevet forbandet" mumlede hun gennem sammenbidte tænder.

Akande så overraskede på hende og kom til at smile svagt, mens han bar hende, "De er ikke forbandet, De er blot blevet syg" berologede han

"Jeg bliver ikke syg" sagde Satya og prøvede at regne ud hvilke mørke kræfter der var kastet over hende e.e

Akande smilte svagt, "Alle bliver sge af og til, selv De frøken" sagde han

"Nej, ikke jeg" fnøs hun.. men der var ikke megen kræft bag stemmen "det er heksen siger jeg Dem" e.e

Akande strøg hende lidt gennem håret, "Det er ikke heksen, frøken" sagde han mildt

Satya følte sig lidt overrasket da hun pludselig blev strøget gennem håret... det måtte være forbandelsen der fik det til næsten at være pleasent... en forbandelse der ville gøre hende svag og ukampdygtig "det er heksen, hun må stoppes" kravede hun og mærkede så sin energi slippe..

Akande smilte lidt, "Lad os nu koncentrer os om at få Dem i godt helbrede igen" sagde han og begyndte at nærme sig borgen

Satya lavede en uenig lyd, men lukkede træt øjnene..

Akande nikkede lidt, "Bare hvil Dem" sagde han og fik med lidt besvær en dør op

".. det er ikke... passende" mumlede hun med lukkede øjne

Akande bar hende mod en af de mange stuer, den han selv brugte og som havde et stort ildsted, "Bare rolig, intet upassende vil ske"

Satya brugte hvad lille styrke hun havde til at fnyse... intet upassende sagde han? Og her lå hun hjælpeløs i armene på et menneske...

Akande smilte lidt af hende og lagde hende blidt ned på en sofa, "Hvil Dem mens jeg får ilden i gang"

Satya lavede en utilfreds lyd, ild var farligt e.e... "jeg klare mig" forsikrede hun og kæmpede med at komme op at sidde..

Akande smilte svagt og skubbede hende blidt ned, "Deres viljestyrke er bemærkelsesværdig, men De har brug for hvile"

Hun lavede en utilfreds lyd, men blev skubbet ned... hun var ikke van til denne hjælpeløshed! "Jeg er blevet forbandet" mumlede hun igen

Akande rystede svagt på hovedet af hende, "der er ikke tale om magi, blot sygdom" beroligede han og gik over for at tænde op