Klatretyven Genji - Amélie

Klokken halv ni onsdag aften var det tid til at Genji førte sit næste store eventyr ud i livet. Han havde tjekket området omkring den gamle købmands hus ud og sikret sig, at der ikke var nogen vidner, før han begav sig i gang med at bestige muren mod et vindue på første sal, der var mørkt uden spor af lys i.

Amélie sad og læste i mørket i stuen.

Genji kom op til vinduet uden problemer, han havde haft ret, det var barnemad. Damen lå sikkert og sov dybt et eller andet sted i huset, alt gik lige efter planene. Forsigtigt gik Genji i gang med at lirke vinduet op

Amélie løftede hovedet med et sæt da en ukendt lyd brød stilheden. En lirken? Det lød som vinduet. Hun lagde sin bog fra sig og rejste sig lydløst, imens hun bevægede sig imod lyden...

Det lykkedes Genji at få vinduet op og han tillod sig endnu et øjebliks tilfredshed, før han åbnede det mere og adrat kravlede ind gennem det

Amélie var imidlertid kommet op i det rum som Genji sneg sig ind af. Hun stod i stilhed og betragtede mennesket der brød ind i hendes hjem.

Genji landede på gulvet og så sig tilfredst om i rummet, det havde jo slet ikke været så svært!

Amélie bevægede sig bag ham.

Genji så sig interesseret om og gav sig forsigtigt til at bevæge sig frem gennem mørket

Amélie lukket vinduet med en høj lyd.

Det gav et sæt i Genji og han snurrede hurtigt om mod lyden, "Hv-hvem der?" spurgte han skræmt

"Det er ikke en modig stemme jeg høre i mørket." sagde Amélie roligt og bevægede sig nu så man kunne høre hendes støvler klikke over gulvet med hvert skridt, nærmere Genji "hvem har forvildet sig ind i mit hjem?"

Genji kunne mærke at hans hjerte tog til i fart og det løb ham koldt ned af ryggen. Han trådte et skridt baglæns, "G-Genji Shimada, frøken" svarede han hurtigt, mens han skældte sig selv ud, hvad var det også for en ide han havde fået?

"Genji Shimada." gentog Amélie imens hun smagte på ordene "du er den unge knøs der går og skaber problemer i byen." hun stoppede tæt ved ham

Genji sank en klump og mærkede, hvordan blodet frøs til is i hans åre, ".... uhm" .. han vædede læberne og prøvede at tale, "... d-det kan meget vel være"

"Og nu er du så kommet her." sagde hun og betragtede ham i mørket "få der har sat fod i dette hus har forladt det igen."

Genji så skræmt ud i mørket og prøvede at berolige sig selv, hun ville ikke slå ham ihjel .. men hans krop og instinkter ville ikke rigtig lytte til ham, "... J-jeg skal nok holde mig væk for fremtiden"

"Jeg er ikke typen der tager folks ord for gode varer" sagde hun roligt "jeg finder det at hvis man vil undgå at folk kommer renene og genere end, gør man bedst selv en ende på dem."

Genji sank en klump og så frem for sig i mørket, "... d-der må da være en anden løsning"

"Hm" Amélie så på ham "medmindre du kan gøre op for at have forstyrret min aften."

Genji sukkede svagt i lettelse, der måtte være noget han kunne gøre, "Ja! det kan jeg!" forsikrede han , ".. Hvad er De intereseret i?"

Amélie satte sig i en af stolene og betragtede ham "foregår der noget i byen? Og hvor tager man til her, hvis der er noget man vil vide?"

Genji blinkede overraskede og sukkede lettet, informationer .. det kunne han godt, "Mener du som monsterjægeren der lige er ankommet, eller mere som mysterie forsvindingerne?" spurgte Genji

"Begge dele" sagde Amélie interesseret og lagde benene over kors "en monsterjæger siger du?"

Genji nikkede, "Ja, han kom til byewn for et par dage siden, på grund af alr det mystiske der er sket de sidste par måneder"