Angrebet! - Symmetra

"Det har jeg ikke fastlagt endnu" sagde hun og rynkede brynene "det kommer an på hvor længe jeg kan være her, før det bliver nødvendigt."

Akande nikkede og tøvede, "... Har De meget nære bånd til stedet?"

Satya rynkede blidt brynene "nej"

Akande nikkede og så hende tænktsomt an, "Jeg havde tænkt mig at vente til et mere passende tidspunkt" sagde han og rømmede sig lidt

Satya så forvirret på ham.. ville han bede hende forlade byen? Det ville ikke være det dårligste tidspunkt nu med monsterjægeren..

Akande rømmede sig og følte sig overraskende nervøs. Han blev ellers ikke nervøs, ikke over denne slags, når han ville have noget fik han det. Altid. Han rynkede brynene og tanken slog ham, at det langt fra var sikkert at han ville få Satya, "... Jeg beklager at det kommer så pludseligt" sagde han, "Men jeg må bede om Deres hånd"

Satya blinkede med øjnene og var ikke sikker på hun havde hørt rigtigt... eller forstået rigtigt. Det lød som et frieri. Hvilket gjorde hendes kinder varme og fyldte hende med... glæde? Nej, det kunne ikke være tilfældet. Han måtte tale om hendes fysiske hånd. Noget man gjorde ved vampyrer? Men måden han havde formuleret sig på... "... De frier til mig?"

Akande mærkede sine kinder blive varme og han rømmede sig, mens han gjorde sit bedste for at holde facaden, han kunne ikke vise svaghed nu! "Ja, det gør jeg" bekræftede han

Satya så forbløffet på ham. Havde hans spørgsmål været en test? En hun havde bestået og nu ville han have hende som kone? Var det fordi hun var en vampyr? Havde han følt den samme forbindelse med hende som hun havde haft det med ham? Kunne hun gifte sig? Og med et menneske? Men Akande var ikke et hvilket som helst menneske... men et menneske var han. Det kunne hun ikke. Man måtte ikke binde sig til mennesker.. de blev gamle og døde og de frygtede for det de ikke forstod "jeg acceptere Deres tilbud" sagde hun.

Akande følte en strøm af lettelse og glæde, mens hun havde stået og overvejet, havde hsn blevet mere og mere sikker på det ville blive et afslag. En så prægtig kvinde, ville ikke blive nem at imponere eller bejle, men hun havde sagt ja. Let om hjertet og varm smilte han til hende og bøjede hovedet, "Så gør De mig til en meget glad mand"

Satya rødmede "og De mig en glad kvinde" svarede hun og følte sig... spændt? Glad? Lettet? Beæret? Ja.

Akande smilte tilfredst og nikkede, "De ville gøre mig meget glad, hvis De ville ledsage mig, når jeg forlader byen her?"

Satya kom til at smile og nikkede en enkelt gang "det ville være mig en fornøjelse"

Akande smilte tilfredst, "Godt" sagde han, "Jeg må indrømme at jeg ikke føler for at blive, og endnu mindre for at forlade stedet uden Dem"

Satya smilede smigret "De er også hvad jeg ville savne mest ved byen her"

Akande smilte smigret, "De smigrer mig" sagde han o bød hende sin arm, "Skal vi trække os fra gaden og snakke sagerne nærmere igennem?"

Satya nikkede blidt og tog imod hans arm "det lyder som en fornuftig beslutning"

Akande smilte svagt, "Jeg er en fornuftig mand" sagde han, "Skal vi tage til Deres eller mit sted"

Hun rynkede svagt brynene "mit er tættest" sagde hun ".. og det ville vel være passende De så det nu"

Akande nikkede enigt og følte sig både smigret og spændt, "Jeg ville være beæret over at få lov at se Deres hjem"

Satya smilede og nikkede.. hun førte ham til sit hjem!

Akande fulgte med hende og glædede sig til at se stedet

Satya låste sig ind i huset!

Akande gik med hende, og fulgte med hende ind, når hun gik ind

Satyas hus var ikke så stort, men det var flot indrettet og rundt omkring over alt stod der glas skulpture!